7509670-fra-sfartsmilj-til-historie-og-religion---1

Hill fra Old

“Hej Hill!”, råbte jeg nærmest før jeg havde tænkt det.

Jeg var på vej fra banegården i Randers til fods med hele familien op mod mine forældres hus. På Vestervold fik jeg øje på Svend Hill-Madsen og kunne mærke, jeg blev glad. Vi havde ham i old, oldtidskundskab, i gymnasiet, der hed han Svend Hill eller bare Hill. Han hed selvfølgelig også Madsen, men Svend Hill havde nok en slags rytmisk kvalitet. Mallebrok. Svend Hill.

Svend Hill var tårnhøj, ludede en smule fra skuldrene, som om han altid havde skullet dukke sig lidt, for ikke at slå hovedet mod noget, og så var det blevet en del af hans statur. Hans bukser og bælte sad en 10-15 centimeter højere, end man ville sige, det var harmonisk. Han havde mørkt, gråsprængt hår og firkantede briller, og bag disse sad der et par øjne, jeg elskede. De var altid skarpe, venlige, ofte lyttende, nysgerrige – og når de fór rundt i begejstring, når hans hænder fægtede løs, var det bedst: så fortalte Svend historier.

“Vreden, Gudinde! Besyng…” Jeg har lige set et afsnit Game of Thrones, men jeg ville enhver ugedag hellere høre Svend Hill fortælle Iliaden, om Homér og kyklopen og de guder og helte, der kom flyvende med hovedet først ud af hans fortællinger, men efterhånden er langt væk. Når Svend Hill fortalte, behøvede klokken ikke at ringe. Jeg tror faktisk, vi engang blev siddende og bad ham fortsætte, selvom det havde ringet. En hel gymnasieklasse fuld af hormoner og rastløshed, der hellere ville høre mere om det gamle Grækenland. Det siger alligevel noget. Søren fra min klasse sagde engang (i en periode, hvor han ikke var så skole-fikseret) at det var åndssvagt at pjække fra old. Det det eneste, der er fedt, sagde han.

Svend var også min studievejleder. Når jeg skulle over til ham sørgede jeg altid for, det var en dobbelt historietime eller den slags, for det endte altid med, vi sad mindst halvanden times tid og snakkede om alt muligt – navnlig om musik, han kunne godt li’, jeg spillede klaver og sang i kor. Og så slap jeg for historie, uden fravær. Det tror jeg godt, han vidste.


Min kone og jeg blev gift i 2013, og vores bryllupsrejse var en vandretur ved Amalfikysten, hvor vi besøgte Pompeii een af de sidste dage. Efter nogle timer satte jeg mig på en sten og sagde til min kone, at jeg ville ønske Svend Hill var her. Så havde ruinerne givet mening, han havde kunnet fortælle historier om romerne og bylivet dengang, de sidste timer før vulkanen og hvor henne man kunne købe pizza uden at skulle træde ud af sin stridsvogn.

Og det var dét, jeg fortalte ham, her på Vestervold. Jeg tror ikke, jeg har set ham siden vi blev færdige, måske et glimt til et 10-års jubilæum. Han hilste på min kone, og jeg fortalte om dér i Pompeii, hvor jeg havde siddet på en sten og savnet ham. Det tror jeg, han blev glad for. Han var sammen med nogen og skulle videre og kunne ikke huske mit navn – men det føltes godt at få sagt tak. Sådan en tak, man nogle gange tænker, man lige kunne skrive på en mail til en gammel lærer, bare 10 minutter – hvor glad, han sikkert ville blive, hvor lille en ulejlighed det er. Selvom man aldrig får det gjort.


Der var en kampagne for nylig, der handlede om eens yndlingslærer. Svend Hill var min. Da jeg sagde det til min veninde Sophie for nylig sagde hun, at det havde *alle* sagt, hun havde snakket med, der havde haft ham. Og de havde helt sikkert alle sammen ment det.

Svend Hill døde for et par måneder siden. Han var vist nyligt pensioneret, og jeg kunne sådan ha’ undt ham et otium, hvor han kunne rejse rundt med sin kone, se på gamle ruiner og historiske steder, høre koncerter, gøre alle de ting, han måske elskede, som jeg ikke kendte til. De var på ferie på Skt. Croix i marts 2015, da han sprang i vandet for at redde en amerikansk borgmester, der var ved at drukne. Han reddede ham! Men druknede selv. Måske var det et hjerteanfald, han var 70. Det var vist noget stærk strøm, der er ikke så mange detaljer i aviserne. Men der har stået lidt på BT og et par andre steder.

Min søster sagde i telefonen, at hun synes, det var dumt af ham at springe i, at det var en slags valg. Men det var en heltegerning. Hvis man springer i vandet for at redde en andens liv og dermed mister sit eget – det er vel selve definitionen på en helt! At gi’ sit liv for en anden.

Nå, men jeg tænker nogle gange på min yndlingslærer. Hvor ville jeg gerne sidde ved bordet en gang mere og forsvinde ind i hans historier.